Jens Christy
I dag d. 2. oktober 2023 er det 80 år siden min mor, Tove Christy, sammen med 149 andre danske kommunister og 198 danske jøder, blev udskibet fra Langelinje med kurs mod konzentrationslejre i det nazistiske tyske rige. På dagen deltog jeg i en kransenedlæggelse ved mindesmærket på Langelinje og en høring på Christiansborg arrangeret af Horserød-Stutthof foreningen. Ved høringen havde jeg mulighed for at afgive mit vidnesbyrd om grundlovsbruddet og konsekvenserne.
Dette vidnesbyrd kan du læse herunder. Længere nede på siden ligger tekster fra 2021
Grundlovsbruddet i 1941 har kostet menneskeliv.
Jeg skrev til flere aviser i anledning af 80 årsdagen og Weekendavisen valgte at bringe dette indlæg. Det er den korte version.
Den længere, som er en kronikversion, sendte jeg til Politiken, hvor debatten startede.
De har bragt flere kommentarer og kronikker fra historikere, men afviste min.
Du har til gengæld chancen her på siden, hvor teksten findes i fuld version under kommentaren fra weekendavisen.
Kronikforslag sendt til Politiken før 22. august 2021:
Er brud på grundloven nok til en undskyldning?
For 80 år siden brød folketinget grundloven.
Min mor var et af ofrene for den ugerning.
På Gyldendals historieportal hedder det at “regeringen brød grundloven for at redde den.”
Andre blev ikke reddet. Danske statsborgere mistede livet på grund af dette grundlovsbrud.
Min mor slap med varige men.
Den 22. august 1941 vedtog det daværende folketing “kommunistloven”, som med tilbagevirkende kraft skulle skabe lovhjemmel for at arrestere folketingsmedlemmer og andre danskere alene på grundlag af deres politiske overbevisning.
2 måneder inden - d.22. juni 1941 - arresterede dansk politi medlemmer af folketinget og flere hundrede andre uden lov og ret. Flere fulgte efter i de følgende år. Blot mistanken om mulig sympati for kommunismen var grundlag for arrestation og internering. Lovteksten taler om “personer, hvis adfærd har givet særlig grund til at antage at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation.”
Min mor, Tove Christy, blev arresteret af dansk politi 22. januar 1943 som sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital på grundlag af kommunistloven. Senere blev hun en af de 7 kvinder og 143 mænd som 29. august 1943 blev overgivet af den danske stat til besættelsesmagten og i oktober sendt til KZ-lejren Stutthof i Polen. Samme skæbne overgik mange internerede i Jylland som blev sendt fra Frøslevlejren til KZ-lejren Neuengamme ved Hamborg.
Politiken bragte 25. april en større artikel, hvor behovet for en officiel undskyldning til efterkommerne af de 150 kommunister fra Horserød blev fremført. Anledningen var at Horserød-Stutthof foreningen har fremsat et ønske om en sådan undskyldning. Adskillige efterkommere har været stærkt påvirket livet igennem af det overgreb, vores forældre blev udsat for. Derfor er en undskyldning berettiget, men der er brug for mere end det!
I Politikens artikel blev jeg stærkt påvirket af den sidste del, hvor Bo Lidegaard citeres for, at der faktisk ikke er noget at undskylde. De folketingsmedlemmer, som brød grundloven i august 1941, gjorde jo bare det, “de ud fra deres forudsætninger, mente var det rigtige.” De brød jo ‘bare’ “grundloven for at redde den”, som Gyldendal skriver til nutidens gymnasieelever.
Bo Lidegaard henviser til at DKP i årene 39-41 havde accepteret ikke-angrebspagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen. De mennesker, som blev ofre for grundlovsbruddet, havde dermed næsten selv været ude om det. “DKP havde været allieret med Stalin, som var allieret med besættelsesmagten” udtaler Lidegaard. Så behændigt bliver min mor via Moskva gjort til en ven af besættelsesmagten - og et legitimt offer for grundlovsbruddet.
Her blev jeg vred og fik behov for at fortælle min mors historie.
Den ret Bo Lidegaard tildeler samarbejdspolitikerne og magtens danske mænd under besættelsen - retten til at blive forstået i deres egen ret og deres egen tid - gælder mærkeligt nok ikke for andre.
Arne Hardis kunne i Weekendavisen 21.5. se parallellen mellem Sovjetstyrets logik bag ikke-angrebspagten med Tyskland fra august 1939 og samarbejdspolitikken i Danmark. For Hardis er det to forskellige måder at forholde sig til en stor og aggressiv nabo på.
Danmark havde i øvrigt som det eneste nordiske land indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland allerede i maj 1939 for at sikre smøreksporten til England, hvis Tyskland og England skulle komme i krig. Claus Bryld har i Politiken 14.5. redegjort for det store historiske billede, som jeg vil lade ligge her.
Mit ærinde her, er min mors ret til at blive forstået på egne præmisser og i egen ret. Hun gjorde netop det hun “ud fra sine forudsætninger mente var det rigtige”. Og hun betalte en høj pris for det! Her er lidt af hendes historie.
Min mor var født i 1917 og havde en del af sin barndom i Californien. Christiansen blev efter ansøgning til Christy før min morfar tog familien med til USA. Som 8 årig mister hun begge sine forældre. En bror bliver i USA hos en onkel og de 6 andre børn sendes hjem til forskellig familie og slægtninge i Danmark. Min mor og en søster havner hos en onkel og tante på Østerbro. De kommer på Vajsenhusets skole for forældreløse børn og møder her et humanistisk menneskesyn, der med et kristent udgangspunkt, værdsætter den enkeltes frihed og alles ret til udvikling og uddannelse uanset baggrund. Min mor ved fra USA at lige rettigheder og muligheder ikke findes alle steder eller for alle.
Hun oplever som 16 årig i 1933 Hitlers magtovertagelse i Tyskland og kampene mellem stridende politiske kræfter i hele Europa. I Sovjet har andre kræfter taget magten i 1917 og her er målet folkenes frihed fra undertrykkelse. Revolutionen i Rusland - med alle de forbehold eftertiden kan tilføje - væltede en brutal diktator, den enevældige zar, af pinden og gav magten til folket. Det startede som en kamp for fred, frihed, demokrati og social retfærdighed.
Derfor blev min mor - og mange andre unge - kommunister i 30’erne.
I Tyskland vinder nazismen, der vil genrejse stortyskland efter 1. verdenskrig, og klart bekæmper anderledes tænkende på et nationalistisk og erklæret racistisk grundlag. I Sovjet sejrer kommunisterne, som formulerer et mål, der handler om alle folkeslags frisættelse fra undertrykkelse og tyranni. Bo Lidegaard og andre kan mene det er naivt at tro på kommunismens ideologiske fortælling, fordi eftertiden har vist, hvordan det gik i Sovjet. Men i 30’erne så valget anderledes ud.
Ikke mindst efter den spanske borgerkrig i 1936, hvor den demokratisk valgte socialistiske og kommunistiske regering blev væltet af fascistiske officerer med støtte fra nazityskland og Musolinis Italien. Ingen vestlige demokratier greb ind til fordel for demokratiet i Spanien. Kun Sovjet støttede den demokratisk valgte regering. Tusindvis af frivillige fra Danmark og andre lande tog til Spanien i de internationale brigader for at kæmpe mod nazismen og fascismen, for den spanske demokratiske republik. Dansk politi registrerede dem i det kartotek som senere blev udleveret til besættelsesmagten. Adskillige havnede senere i tysk koncentrationslejr.
Hvilke andre forbilleder i verden kunne min mor se til? Den franske republik hvor kvinderne ikke havde stemmeret? Belgien, hvor kongen havde gjort Congo og congoleserne til sin personlige ejendom? USA med raceadskillelse og vildtvoksende kapitalisme? Eller det britiske imperium, der opretholdt en brutal undertrykkelse af andre folkeslag over hele kloden? Demokratier måske, men mest for de udvalgte og priviligerede.
Derfor blev min mor kommunist. Hun meldt sig i kampen for frihed til alle folk på jorden, for kvinders rettigheder, mod racisme, fascisme og undertrykkelse. Senere gav hun mig de samme værdier som en del af min børnelærdom.
Min mor havde mødt min far nytårsaften 1942, 3 uger før hun blev arresteret af dansk politi. Hun var på det tidspunkt 25 år og sygeplejeelev. Hvilken indsats hun havde ydet i modstandskampen eller hvilke anklager hun blev udsat for, ved jeg ikke meget om. Hun sad i Vestre Fængsel til 2. juni, hvor hun blev overført til Horserødlejren.
Den eneste beretning jeg kender fra hendes tid før arrestationen er, at hun på et tidspunkt - måske før besættelsen - rejste til Hamborg som kurér for den tyske modstandsbevægelse med løbesedler i en dobbeltbundet kuffert. Hendes søster skjulte en tysk kommunistisk flygtning, som var engageret i både den danske og den tyske modstand.
Min far deltog i modstandskampen ved at levere dækadresse for Børge Houmann, der var kommunist og senere et centralt medlem af Frihedsrådet.
Min mor blev faktisk advaret i januar 43 mod at gå hjem til sygeplejeskolen, hvor hun boede. Måske var hendes frygt for, at politiet ville finde en af de illegale beboere hos hendes søster eller hos hendes nye kærlighed, baggrunden for, at hun gik lige i armene på de to betjente, der hentede hende.
Desværre troede min mor i 1943 - og en del af DKPs ledelse - på forsikringerne om at interneringen havde til formål at beskytte de internerede mod udlevering til den tyske besættelsesmagt. Derfor flygtede de ikke ud af Horserød 29. august da de opdagede at det danske politi havde rømmet lejren. Nogen gjorde - og slap ud i friheden. Andre blev og endte i Stutthof.
Min mor kendte partilinjen og den argumentation som Bo Lidegaard bl.a. fremfører i dag for at retfærdiggøre grundlovsbruddet. Derfor blev hun også 2.7.43 siddende i toget, da betjenten, der fulgte hende til Horserød, gik på toilettet og toget standser ved en station. Hun kunne være flygtet og gået under jorden, men fulgte partilinjen og blev. Hun var formodentlig også bange for at en eftersøgning kunne føre politiet til hendes søster og den illegale immigrant eller til hendes nye kæreste og Houmanns dækadresse.
Om tiden i KZ-lejren vil jeg anbefale Martin Nielsens bog,“Rapport fra Stutthof”.
Min mor overlevede og blev befriet af engelske tropper 3. maj 1945 på flådestationen i Neustadt ved Lübeck. En del af mændende og 6 af kvinderne (Hedvig Carlsen var død 5.2.45), var blevet transporteret i pramme langs Østersøkysten under det nazistiske tilbagetog fra østfronten. Den 12. maj blev min mor genforenet med sin ‘nye’ kærlighed på hovedbanegården i København. En mærkedag i mit barndomshjem. Oplevelserne fra kz-lejren fulgte naturligvis min mor og min familie resten af livet.
Men tilbage til spørgsmålet om undskyldning og Bo Lidegaards argumentation. Når det handler om den enkelte kommunist lyder det fra Lidegaard at “den enkelte kan jo være et fint menneske, en sød bedstefar og et godt menneske, men ideologisk stod de på den gale side i kampen for demokratiets overlevelse.” Så blev hun dømt igen.
Anderledes er det - må vi forstå - når Bo Lidegaard taler om kritikken af magthaverne og samarbejdspolitiken. Her skal vi ikke “sætte os til doms over vores forfædre og mødre”.
Måske er det ikke så sært at Bo Lidegaard, ridder af dannebrog, tidligere departementsråd og ambassadør i statsministeriet, tidligere sekretær for udenrigspolitisk nævn og tidligere chefredaktør mm, har stor forståelse for den daværende magtelites argumentation. De handlede jo ud fra velovervejede hensyn til Danmarks stilling og folkets tarv, må man forstå. Grundlovsbrud og ofringen af 150 politiske modstandere ender på den måde som nødvendige - og acceptable - omkostninger i Bo Lidegaards historieskrivning.
Bo Lidegaard trækker endda trådene helt tilbage til 1933. I sin iver efter at fælde dom over nogen og frikende andre med sin egen nutidige målestok, får Bo Lidegaard bl.a. placeret det konservative folkeparti som et af de 4 partier der kæmpede for demokratiet i perioden. En hurtig søgning på Ole Bjørn Kraft, folketingsmedlem fra 1926 og formand for folketingsgruppen i 1940, viser noget andet. Kraft skrev i 1936 til Konservativ Ungdoms sommerstævne: “Hårdt arbejde under sunde forhold skaber dygtige statsborgere. Det tredje rige, Tyskland under Hitler, har forstået det og udfører lærereglen i praksis”. Kraft havde siden sidst i 20’erne arbejdet aktivt for at ændre grundloven i korporativ retning med inspiration fra fascismen. Han brugte samme begrundelse som Bo Lidegaard, da han anbefalede kommunistloven til vedtagelse for 80 år siden: Kommunisterne var jo i ledtog med fremmede magter og derfor kunne de interneres for deres holdninger. Den samme logik galt som bekendt ikke de danske nazister.
Min mor og far fandt sammen i 1945 og fik min bror i 46 og min søster i 49. Min mor blev sundhedsplejerske og arbejde nogle år til hun måtte stoppe og fik invalidepension i starten af 50’erne. I dag havde hun fået en PTSD-diagnose. Jeg kom til i 55 og lærte tidligt i min barndom at liste. Min mor sov dårligt gennem hele livet og familien indrettede sig.
Min mor fik aldrig en undskyldning for det overgreb den danske stat - i strid med grundloven - begik mod hende som individ.
Det værdisæt min mor gav mig handler om menneskerettigheder og solidaritet med dem der har det værre end dig selv. Hun forblev kommunist med afbrydelser næsten til sin død. Efter sovjets sammenbrud i 1990 fandt hun tilbage til sin kristendom fra Vajsenhuset. Hun fyldte mit barndomshjem med kvindekamp og solidaritet. Kampen for fred og frihed alle vegne på kloden var hendes drivkraft gennem alle årene. Det var hendes kommunisme, som hun genfandt hos Frans af Assis. Hun havde ikke lavet en ikke-angrebspagt med nazismen.
Hun fyldte mit barndomshjem med flygtninge fra fascistiske diktaturer i hele verden, chilenere, iranere, m.fl. Havde hun levet i dag var syrerne og afghanerne blevet de næste.
Under krigen forlangte besættelsesmagten to særlige grupper interneret: Kommunisterne i 1941 og jøderne i 1943. De første blev arresteret og sendt i kz-lejr, de andre blev advaret og mange heldigvis reddet til Sverige. Det sidste var en hædersgerning vi mindes med stolthed i Danmark. Det første var en ugerning, der kræver en undskyldning.
Men det vigtigste ved at mindes grundlovsbruddet i 1941 er ikke undskyldningen i sig selv. Det vigtigste er at forsvare retsstaten og menneskerettighederne, som Danmark så fornemt var bannerfører for umiddelbart efter krigen.
Grundloven er fundamentet for vores demokrati som er udviklet siden starten i 1849. Kvinder og fattigfolk kom først med til festen i 1915 og Grønland først i 1953. Med retsreformen i 1919 blev lighed for loven, domstolenes uafhængighed og de fundamentale frihedsrettigheder fastlagt. Danmark er en retsstat hvor regering og folketing ikke bryder lovene for at redde dem.
Hvor forsamlings- og ytringsfriheden står ved magt også i svære tider.
I vandrehallen på Christiansborg er grundloven udstillet i flere udgaver. Sæt en mindeplade op ved siden af så alle der kommer forbi kan huske, at grundloven skal overholdes.